Pomodoro-teknikken

Og hvad den kan betyde for din arbejdsdag på kontoret...

Pomodoro-teknikken er en metode til at få gjort de ting og lavet de opgaver, som du ikke synes, er særlig spændende, og hvor du let fristes af overspringshandlinger (som jeg personligt er mester i). Den har også et andet virkeligt stort plus, som jeg også vil afsløre for dig.

Metoden, synes jeg, er ikke mindre end genial og virkelig simpel. Den hedder ”Pomodoro-teknikken” (og ja pomodoro er italiensk og betyder tomat, men metoden har altså intet med tomater at gøre, ud over, at ham der opfandt den, efter sigende brugte et minutur formet som en tomat.

Pomodoro-teknikken går i al sin enkelthed ud på at sørge for, at du kan bevare fokus og koncentration på det, du laver. For at kunne holde fokus og bevare din koncentration har din hjerne nemlig brug for pauser.

Pomodoro-teknikken i al sin enkelthed

Så det teknikken går ud på, er, at du skal sætte et ur til at ringe om 25 min, (gerne et minutur der tæller ned, så du kan se, hvor lang tid du har tilbage). I de 25 minutter arbejder du koncentreret med den ENE opgave, du skal have lavet.

Når uret ringer holder du 5 minutters pause.

Så sætter du igen uret til 25 min, og arbejder videre med fuld koncentration.

Når du har haft fire perioder af 25 minutter, holder du en længere pause på en halv time.

Pomodoro-teknikken

Den teknik, synes jeg, er genial, fordi den sørger for at gøre det trælse/svære/uoverskuelige overkommeligt. Begynder tankerne at flyve og flytte fokus, fra det du er i gang med, så kig på uret og se hvor lang tid der er tilbage – ”Okay, jeg mangler kun 8 minutter, så må jeg holde pause”. Det betyder, at du lige gør dig ekstra umage, og faktisk ofte får mere fra hånden.

Pomodoro-teknikken har store positive sidegevinster

Noget andet som jeg synes, er et ligeså stort (måske endda større) plus, er, at du får holdt pauser med faste intervaller og dermed brudt dine fastlåste arbejdsstillinger, hvor du lige kan gå en lille tur, lave nogle øvelser, hente en kop kaffe eller et glas vand, skifte stilling fra siddende til stående eller noget helt femte. Det vigtigste er, at du får bevæget dig, og dermed forebygger de irriterende muskelspændinger i din nakke, skuldre og ryg.

Du får også givet din hjerne en velfortjent pause fra skærmen (altså forudsat at du ikke holder pausen med at tjekke op på sociale medier eller andet interessant på telefonen eller computeren). Hvis du er i gang med en meget krævende opgave, kan du gøre endnu mere for at forbedre din koncentration med nogle gode hjernepause-øvelser i dine pauser.

Kom godt i gang med Pomodoro-teknikken

Det kan godt være svært at komme i gang. Ofte vil du opleve, at tankerne tager på langfart, og at du laver overspringshandlinger. Det er helt i orden. Bare husk, at hver gang du bliver opmærksom på, at dit fokus har flyttet sig fra opgaven, så vend tilbage igen. Det kræver træning at holde koncentrationen i 25 minutter.

Derudover skal du selvfølgelig have et minutur. Der findes forskellige Apps med en pomodorotimer, hvis du gerne vil afprøve det. En hurtig googlesøgning giver flere muligheder. Mange er koblet sammen med forskellige opgavestyringsapps, som fx Trello. Der er også denne helt simple (gratis) udgave med et nedtællingsur fra Pomodorotimer. Og ellers virker et godt gammeldags æggeur eller minuturet på din telefon lige så godt. Jeg vil dog anbefale dig at have et ur, hvor du kan følge nedtællingen, da det hjælper dig med at få ”snuden tilbage i sporet”.

Rigtig god fornøjelse med at komme i gang med pomodoro-teknikken og få mere bevægelse ind i din arbejdsdag. Er du blevet nysgerrig på, hvordan du kan udnytte dine små pauser, til forebygge at du får ømme kontor-muskler og øge din koncentration, så kan du få 15 effektive øvelser for kontorkroppen, hvis du tilmelder dig mit nyhedsbrev her.

Er du blevet nysgerrig på at vide mere om hvordan du kan få mere bevægelse ind i din arbejdsdag og få holdt nogle effektive pauser, er du altid velkommen til at få mit bud på en løsning for dig. Det nemmeste er, at du booker en afklarende telefonsamtale med mig. Du kan finde en tid i min kalender, der passer dig bedst, og så ringer jeg dig op på det aftalte tidspunkt.